Zen træning i Ryosen-an

Tim Pallis

Zen træningen i Sohaku Koboris tempel Ryoko-in i Daitokuji udfyldte en meget væsentlig del af min træning i Kyoto i slutningen af halvfjerdserne, men det var ikke det eneste sted jeg praktiserede zazen. Der var omkring en halv snes vesterlændinge, som praktisere i Koboris tempel hver aften fire gange en halv time. Mandag aften gik vi til sanzen hos Kobori Osho.

Men derudover sad jeg hver morgen 3 gange en halv time i et andet lille tempel ved navn Ryosen-an, også beliggende i Daitokuji. Det var oprindelig den amerikanske abbed Ruth Fuller Sasakis tempel, som hun havde restaureret og bygget om og kaldte the First Zen Institute of America in Daitokuji.

Her var der foruden det smukt og dyrt restaurerede oprindelige tempel en ny institut bygning eller "study room", som var en tilbygning der rummede hendes zen bibliotek samt en ganske fortræffelig zendo, som var en miniature efterligning af zendoen i Daitokujis sodo eller munkenes meditationshal i Daitokujis kloster.

Ruth Fuller Sasaki (d. 1967) var elev af den japanske zen mester Sokei-an Sasaki (1882-1945). I 1944 giftede hun sig med sin lærer og mester et halvt år før han døde. Ægteskabet var et slags fornuftsægteskab, for at hun kunne videreføre hans arbejde i Japan i det tempel, hvor han i sin tid var blevet præsteordineret.

Ruth Fuller Sasaki blev den første og eneste abbed for et japansk zen tempel, som både var vesterlænding og kvinde. Hun kom fra en meget velhavende Chicago familie og brugte sit liv og formue på at oprette dette enestående zen institut i Kyoto, hvor vesterlændinge kunne komme og forske og praktisere zazen.

Her kom en hel række vesterlændinge i slutningen af halvtresserne og tresserne i en guldalder tid for zen i Vesten. Det var navne som Walter Nowick, Gary Snyder, Philip Yampolsky, Burton Watson, Paul Wienpahl, Janwillem van der Wetering og Irmgard Schloegl og flere andre, som alle var elever af enten Goto Zuigan Roshi (1879-1965), Oda Sesso Roshi (1901-1966) eller Nakamura Roshi. Jeg har beskrevet Sokei-an Sasakis liv og zen træning i en anmeldelse af hans bog "The Zen Eye" i "The Eastern Buddhist" N.S. Vol.29 No.2 Autumn 1996.

Jeg kom til Ryosen-an første gang i 1969 og sad der regelmæssigt om morgenen fra 1977 til 1979 i den skønne lille zendo, som desværre nu er ombygget til en hondo eller et tatami tempelrum, hvor man kan forrette zen buddhistisk liturgi. Det var en uforglemmelig oplevelse at komme i denne lille zendo tidligt om morgenen og virkelig gøre noget ved sagen.

Jeg havde en cykeltur på mindst en halv time fra Ginkakuji, hvor jeg boede, til Daitokuji. Det var for det meste de samme mennesker, som om aftenen sad i Ryoko-in, som startede dagen i Ryosen-ans lille zendo. En gang om ugen havde vi havearbejde, som for det meste bestod i at luge ukrudt eller feje blade sammen i Ryosen-ans mos have. Bagefter drak vi te med stedets caretaker Mr. Ueno.

Men hverken i Ryoko-in eller i Ryosen-an blev der afholdt nogen sesshin. En sesshin er syv dages intensiv zazen praksis, hvor man sidder mellem 10 og 12 timer dagligt, undertiden mere, går til sanzen flere gange om dagen og følger en forelæsningsrække hver dag i den uge, det hele varer.

Under denne sesshin periode bor man naturligvis i templet og får fuld forplejning. Da jeg vendte tilbage til Kyoto i efteråret 1977, var det mit ønske at deltage i disse sesshin, som er den helt centrale praksis i ethvert zen kloster.

Munkene i klostrene deltager i en sådan sesshin én eller to gange om måneden. Jeg kunne mærke, at jeg efter 8 års zen praksis, for det meste alene, trængte til at kaste mig ud i den mere seriøse zen træning, som en sesshin er. Jeg ledte derfor efter andre steder i Kyoto, hvor jeg kunne få lejlighed til denne form for praksis.

Et af de steder jeg fandt i Kyoto, hvor vesterlændinge, uden videre kendskab til japansk, kunne deltage i en sesshin, var hos en zen buddhistisk forening, som kaldte sig FAS Society. Denne forening for læg praktikanter mødtes hver lørdag eftermiddag til fem gange en halv times zazen og derefter 2 timers tekst studier på et givent oplæg.

Fire gange om året arrangerede de en 7 dages sesshin, hvor man sad 10 timer om dagen. Det hele foregik i Mumon Yamada Roshis tempel Reiun-in i det store Myoshin-ji tempel i Kyoto. Det var et godt sted at komme som et alternativ til Daitoku-ji. Jeg begyndte at komme der hver lørdag og deltog i alle deres sesshin indtil efteråret 1979. Det var her jeg oplevede min første sesshin, som jeg har beskrevet i artiklen "Forårs Sesshin i Kyoto" i tidsskriftet "Alternatur".